onsdag den 15. juni 2011

En elefant!

Så blev den færdig og det var jo en elefant! Faldt over opskriften på ravelry og vidste med det samme, at den måtte jeg bare lave. Anna blev ikke spurgt, hendes mor blev ikke spurgt, for hvilket barn på 3 år ville ikke elske at gå rundt iført en elefant. Det må altså give godt med point i børnehaven :-) Den var dødkedelig at strikke, men til gengæld gik det lynhurtigt på tykke pinde og i en lille størrelse. Men jeg synes altså, at det er meget svært at få overgangene mellem farverne til at blive pæne. Jeg har normalt ikke problemer med det når jeg strikker mønster, men her hvor alle farveskiftene ligger lige over hinanden, kan jeg ikke få det til at blive pænt. Gode råd modtages meget gerne!

Anna fik blusen i går, og hun skulle ifølge pålidelig kilde være vældig glad for den.

Fakta:
Opskrift: Snuffle sweater
Kilde: Gratis ravelry download.
Garn: Iris (100% ren superwash uld)
Købt: Selvfølgelig i min egen biks :-)
Forbrug: 5 nøgler
Pinde: Knit pro nr 4½
Teknikker: Ærmerne strikket samtidig på magic loop.



onsdag den 8. juni 2011

Hvad er det????

Det er lige før, der skulle være en præmie for at gætte det. Det er et fint lille projekt til min niece på 3 år. Jeg plejer altid først at spørge, men denne her SKAL hun have! Faldt for den, da jeg så den på Ravelry.
Facts kommer senere, men gæt modtages meget gerne ;-)
Der er ikke meget færdigt at vise frem for tiden, for der er simpelt hen for mange projekter i gang. De bliver præsenteret løbende, de har det jo med alle sammen at blive færdige på en gang.
Jeg er i gang med en Livstykketrøje til min søster (Nåhh, ja, hun blev for resten heller ikke spurgt om Camomillen, men hvem vil ikke gerne have sådan en). Denne gang har hun selv bestemt både farve og model. Jeg er ved forstykkerne efter at have delt den, så nu går det jo stærkt.
Sa laver jeg en Camomille til mig selv (den, der var i sidste indlæg). Strikkede den første tak i morges, så den er til at se en ende på.
Nostalgien skrider fremad. Jeg strikker begge ærmer på en gang på magic loop, og da jeg jo har tre tråde i hvert ærme, er det ikke noget jeg flytter for meget rundt med. Og da vejret jo heldigvis har været fantastisk på det sidste, har jeg ikke siddet meget inde ved den.
Så har jeg gang i en lille fin drengetrøje, som skal være udstillingsmodel i butikken og selvfølgelig min lilla kjole, men den får jeg ikke på før til efteråret, så den ligger lidt stille.
Så projekter er der nok af.