søndag den 17. april 2011

Hedvig

Min datter, Johanne, har fået en smartphone, og det var jo en glimrende anledning til at få lavet min første ugle. Johanne lever i et Harry Potter univers for tiden, til min store glæde. Jeg elsker nemlig også Harry. Så hun var overhovedet ikke i tvivl om farven på sin ugle. Det skulle da selvfølgelig være en Hedvig. Tre kvarter tog det, så var Hedvig på plads, hæftet og med øjne og det hele, og det var jo et skønt lille søndags projekt. Håber, der er andre, der bliver misundelige, jeg vil nemlig rigtig gerne lave flere.

Fakta: Who? iPod Cozy. Gratis opskrift fra Ravelry
Materialer: En rest af et eller andet tykt uldgarn (måske noget ældgammelt Alaska fra Garnstudio?), som jeg brugte urimelig lidt af. Der er rigeligt til et helt kuld Hedvig'er i mit halve nøgle. To små perler fra Johannes gamle perlekasse.
Tidsforbrug: Ca tre kvarter.
Hot/not: Så hot, så hot. Håber, Hedvig formerer sig hurtigt :-)

onsdag den 13. april 2011

Nostalgi

Første gang jeg så Annette Danielsens "Nostalgi", var jeg helt solgt. Den måtte jeg bare eje. Det er et kæmpestort arbejde, som kræver at man følger godt med. Vi taler absolut ikke fjernsynsstrik. Tro mig, jeg har været der. Flere gange, hvilket har resultereret i et forstykke som er strikket to gange, og et andet halvt forstykke, som er lavet om en enkelt gang. Alt sammen, fordi jeg glemte at følge med. Men tænk, for første gang nogen sinde har jeg bare tænkt "ØV", taget tilbage og strikket med lige stor fornøjelse en gang til. Jeg, der plejer at smide den slags i skammekrogen i ugevis (eller årevis...). Det vil sige, indtil jeg nåede til biesen. Den trak tænder ud! Jeg har det ellers fint med bieser, men når de skal strikkes sammen med deres egen opslagskant, så synes jeg altså, at det er svært. Og jeg strikker jo enormt stramt, så de elendige masker var jo ikke til at se. Pyha, det tog næsten lige så lang tid som alt det foregående, og det var IKKE sjovt!!! Men jeg kunne jo næsten ikke vente med at komme videre, så jeg kørte på, og ribkanten er jo gået som en leg. Der er godt nok laaaaangt rundt, men det er til gengæld bare deruda', så det var ikke noget problem. Så i morgen (eller måske liiige om lidt) skal jeg starte på ærmerne. Glædermigglædermigglædermig.

Som alle Annettes modeller skulle den jo egentlig strikkes i Isager Garn, men helt ærligt, jeg er for fedtet. Og når jeg nu har så meget garn i butikken, som jeg selv synes er superlækkert, så valgte jeg at strikke i to af mine yndlingsgarner: Geilsk tynd uld tilsat et par tråde merinosilk. Jeg kan godt lide den lidt faste struktur det giver, og jeg synes også at de to tynde tråde giver et fint spil sammen med ulden.





Her er lidt fakta:
Model: Nostalgi fra Annette Danielsens bog "Strik en Stund". Jeg synes som altid, at Annettes opskrifter er nemme at følge. Og er noget uklart, så slå hjernen fra og gør præcis, som der står, én ting ad gangen, så åbenbarer den dybere mening sig på et tidspunkt :-)

Strikket i en tråd Geilsk tynd uld samt to tråde Grignasco Merinosilk.